Det imperiale manifest

Grunden til at denne blogs oprindelse er Mad-Lanistaens kærlighed til en god burger. Med så mange muligheder der er i København, kan det være en jungle at finde frem til den bedste af slagsen. Når det ikke er hver dag man spiser en burger, skal man være sikker på, at den burger man får, når man nu har besluttet sig for at synde en søndag eftermiddag, så også er alle pengene værd.

I stedet for at vi alle skal rundt og smage på samtlige brugere i København, gør vi det for jer.

En god burger?

Det vil altid være en smagssag, at vurdere og finde frem til den bedste burger. Nogle er til en fiskeburger og andre ønsker en vegetarbøf. Derfor gør vi opmærksom på, at bedømmelsen tager udgangspunkt i Madgladiatores oplevelser. Det betyder således, at en burgerjoint kan få en dårlig bedømmelse samtidig med, at du vil opleve det som værende det perfekte sted, for dig.Vi bestræber os på at forklare vores til- og fravalg så udførligt som muligt. Det er vores ønske at du dermed vil kunne få noget ud af anmeldelserne, også selvom du er af en anden burgeroverbevisning end vi er.

Sådan vurderes burgeroplevelsen

En hver burgeroplevelse bliver opdelt i to dele. “Stedet” og “burgeren“. Og for at sikre at alle anmeldelser bliver ud fra de samme præmisser, så er der opstillet nogen kriterier for hvordan oplevelsen bliver vurderet.

Grill Royal Lokalerne

Stedet

Vi ser på hvordan lokalerne, stemningen og betjeningen er på alle de steder vi kommer hen. Det er ikke den vigtigste del af vores arbejde, men det er også en del af oplevelsen. Så den del har vi også med.

Stemningen og lokalerne

Måske kender du følelse af at gå forbi en restaurant der er helt tom, eller hvor der kun sidder et enkelt par i det fjerneste hjørne. Her handler det om atmosfæren og den følelse man får ved at sidde og spise sin burger. Det handler således ikke om at vurdere ud fra de andre burgergæster, men selve de lokaler der er til rådighed, og den stemning disse skaber.

Betjeningen

Ingen burger uden betjening. Det er ikke nok at betjeningen er lækker, personen der afleverer burgeren, skal også gå op i konceptet bag burgeren. Når det er sagt, så handler en del af oplevelsen også om at føle sig velkommen, uanset koncept eller ej. Her er det medvirkende om der er ventetid på burgeren, om det er fra køkkenets – eller betjeningens side, er ikke afgørende, men hvor længe der går fra bestilling til modtagelse af burger, er.

Udvalget

Vi se på udformningen af menuen. Både i forhold til antallet af burgere, men også i forhold til sammensætningen og om der er noget for en hver smag. Hvad med drikkevarerne, har de kun flaske cola eller kan man få lidt af det hele? Det er her vi vurdere den del.

Det kejserlige touch

Vi er hele tiden på udkig efter den der lille ting der gør den store forskel. Det der gør at et sted bliver meget bedre end alle de andre. Om det så er ketchup på bordet eller et fedt menu kort, så er det noget vi tager med.

Grillen_Burger

Burgeren

En burger bliver vurderet ud fra en samlet oplevelse. Da det kan være svært at få alt med, foreslår vi, at du læser hele anmeldelsen fremfor kun at kigge på points den enkelte burgerjoint har fået.

Bollen

Bollen er vigtig, da denne omkranser fyld og indhold af burgeren. Bollen skal være iøjnefaldende, appetitvækkende og give en lyst til at sætte tænderne i burgeren.

Bøffen

Bøffen skal smage af noget. Den skal være saftig, sprudlende og velsmagende. Det er vigtigt at bøffen er interessant uanset om den er lavet af ko, kalv, kylling eller kikærter.

Fyldet

Dette er alt det essentielle der er imellem bøffen og bollen. Fyldet skal være med til at skærper nysgerrigheden, vise kreativitet samtidig med at den skal supplere smagen af bøffen, på den helt rigtige måde.

Tilbehøret

Tilbehøret er helt essentielt for den gode burgeroplevelse. Om tilbehøret er pommes frites, curly fries, kartoffelbåde, løgringe eller salat er det vigtigt at dette smager godt. Det trækker op i denne kategori, hvis der er noget nyskabende over tilbehøret, så der ikke bare serveres iceberg salat eller daggamle fritter, og således er friskhed og knasende effekt bestemt ikke at forklejne.

Dyppelsen

Der skal være noget at dyppe i, eller putte ovenpå sit tilbehør. Uanset om det er mayonnaise, ketchup, chipotle, dressing eller remoulade tæller det op hvis det er hjemmelavet og velsmagende.

Drikkelsen

Der skal være noget at skylle den perfekte burger, med tilbehør, ned med. Om du vælger en cola, appelsinvand, milkshake eller et glas mælk, er det vigtigt at dette smager helt rigtigt.

Prisen

Prisen for hvert måltid vurderes ud fra en samlet oplevelse, og hvorvidt du føler prisen er værd at betale for det måltid du har fået. Prisen indbefatter et måltid bestående af en burger, tilbehør, dyppelse og en stor sodavand/milkshake.

“Det kejserlige touch”

Der skal altid være en joker ved enhver anmeldelse, dvs. den lille ekstra faktor, der gør hele den forkromede forskel. Om du synes at det er frottéhåndklæderne på badeværelset, den fri refill på din sodavand, den lækre karamel der udleveres ved betalingen eller noget helt fjerde, så er det, det ekstra der giver burgeren det “kejserlige touch”.

Håber du har lyst til at følge med!

Et par dage inden en anmeldelse forelægger, bliver dette opslået på de sociale medier, så det er muligt at følge med i hvor de forskellige Madgladiatorer vil foregå. Hvis du har kommentarer til noget, der skal prøves fremfor noget andet så følg med, og smid en kommentar med dine forslag. Vi vil gøre hvad vi kan for at medtage så meget som muligt i anmeldelserne.

Du finder os på Instagram, Twitter og Facebook, og vi skal nok sørge for, at der komme updatering ud, så hurtigt som muligt, så der ikke er nogen der bliver snydt :). Brug gerne de sociale medier flittigt eller send en mail på kontakt@burgerimperiet.dk.

Vi starter i København, men der er store planer om en udvidelse med tiden. Hvis du kender et fantastisk godt sted i fx Aarhus, så send en kommentar, så kigger vi på det når vi når dertil.

©Burgerimperiet & ©2017 DESIGNafd. All rights reserved