Om Imperiet

Hvorfor?

Burgerimperiet er sat i verden, for at kunne give dig et hurtigt overblik over, hvor man skal gå hen for at få en god burger.

Vi ved godt at der er andre der har gjort noget lignende, men vi erobrer hver enkelt burger på en restaurant, så vi på sigt kan give dig et overblik over hvor du skal gå hen, for at få den bedste burger, af lige præcis den type du elsker. Lige meget om du så er til en Mexican, en flæskestegsburger eller bare en helt klassisk cheeseburger.

Det kommer til at tage noget tid. Men vi er lige nu en flok Madgladiatorer på 15, fordelt over det meste af Danmark, og der kommer hele tiden flere til. Alle er håndplukket af Burgerimperiets egen Mad-Lanista, Anders, som også er manden bag hele konceptet. Han sørger for, at det kun er de bedste der bliver optaget som Madgladiatorer, for at sikre dig de bedste burgeranmeldelser.

Fordi vi er spredt ud over hele landet, så kan vi på sigt fortælle dig, hvor den bedste burger findes i Århus, København eller et helt tredje sted. Men vi kender ikke til alle de gode burgere i hele landet, så vi har brug for din hjælp. Skriv til os, hvis du kender til den bedste burger i netop din by, så kommer den med i planerne om at erobre hele Danmark.

Hvordan kan vi gøre det?

Som Madgladiator tager vi ikke imod nogen former for bestikkelse. Vi betaler selv for alle de burgere vi erobrer, så vi kan bringe den bedst mulige uafhængige information videre til dig. Så der er ikke noget med at vores burgeranmeldelser, på nogen måde er farvet af, at vi har fået et gratis måltid. For det er ikke derfor vi gør det. Vi gør det for kærligheden til burgerne, og fordi vi tænkte der nok er andre der ude, der er interesseret i, hvor man kan få byens bedste burger.

Så derfor kan du stole på vores anmeldelser. Der er ingen snyd med i det, overhovedet.

Fremtiden?

Hvor er vi så på vej hen? Hvad er de næste planer? Ja, det er lidt af en forretningshemmelighed. Men vi kan forsikre dig om, at vi har store planer. Kæmpe store planer. Men det skal der nok komme meget mere om, når vi kommer så langt. Vi kan dog allerede nu løfte sløret for at vores opskriftsektion. Vi leder efter de allerbedste opskrifter på både burgerboller, burgerdressing, burgerbøffer og hvad der nu ellers hører til den mest fantastiske burger i verden. Er det noget du ligger inde med og er du interesseret i at hele verden får det at vide, så send os din opskrift. Så lægger vi den online, så alle kan få glæde af den. Du skal selvfølgelig nok blive krediteret for det. Vi vil ikke tage æren for din fantastiske opskrift.

©Burgerimperiet & ©2017 DESIGNafd. All rights reserved